Til nummerpladesiden |
Nyheder |
12.05.2006 Skatteministeren har bestemt at der fra 2008 bliver indført genbrug af afmeldte numre. Samtidig bliver der adgang til EU-nummerplader på frivillig basis. Ændringerne vil ske samtidig med indførelse af et nyt motorregister, Køretøjsregisteret, til afløsning af Centralregisteret for Motorkøretøjer. I det registreringssystem som er knyttet til Køretøjsregisteret vil bilforhandlere og lignende kunne registrere biler og udlevere nummerplader. Det forventes at motorkontorerne i deres nuværende form vil forsvinde. 12.05.2006 Polen har den 2.5.2006 som det næstsidste land i EU indført EU-nummerplader. 16.04.2005 Lovforslaget om bl.a. registreringspligt for små knallerter (30-knallerter) er nu fremlagt for Folketinget. Alle fabriksnye knallerter der købes efter 1. juli 2006 skal forsynes med en nummerplade. De ca. 85 000 eksisterende små knallerter skal ikke registreres. Prisen for en nummerplade foreslås at blive 90 kr., svarende til den umiddelbare kostpris ved produktion og håndtering. Omregistrering bliver gratis. Til sammenligning er prisen for andre kørertøjer 590 kr. pr. nummerplade og 380 kr. for omregistrering. Der foreligger ikke noget om tiltænkt nummerserie og udseende for den nye knallertplade. 05.04.2005 Ifølge pressen vil nummerplader for 30-knallerter blive indført juli 2006. Lovforslaget fremlægges om kort tid. Kun nye knallerter skal registreres. Den eksisterende bestand går fri. Der foreligger ikke noget om udseende eller system vedrørende 30-knallerternes nummerplader. Betegnelsen for 45-knallerter/EU-knallerter og 30-knallerter vil fremover være henholdsvis »stor knallert« og »lille knallert«. Ligeledes ifølge pressen vil det i 2007 eller 2008 blive lettere at indregistrere sin bil. Blandt andet vil forhandlerne og synsvirksomheder kunne forsyne bilerne med nummerplade. Selvbetjening over internettet bliver også muligt i forbindelse med private handler. Området er overtaget af Told·Skat i forbindelse med regeringsændringen efter valget. Portugal løber snart tør for numre i det nuværende nummerpladesystem. Det nye system vil have de to bogstaver i midten i stedet for til højre. Pladerne vil således fortsat bestå af tre tegngrupper, men i en ny rækkefølge. Første gruppe består af to cifre. Dernæst kommer en bindestreg i form at et hævet punktum og to bogstaver. Derefter endnu en bindestreg og to cifre. Yderst til højre forventes det at der fortsat vil være udstedelsesår og -måned placeret yderst i et gult felt ligesom der yderst til venstre vil være et blåt felt med EU's symbol og landets nationalitetsbogstav (P). Rusland har længe haft et underdimensioneret nummerpladesystem. Hvert »subjekt« (region) har haft et tocifret nummer der findes på højre side af pladen. Regioner der har opbrugt deres numre har fået et nyt regionsnummer. Nu er der snart ikke flere tocifrede numre, og trecifrede regionsnumre vil blive muligt. Det nye nederlandske nummerpladesystem (omtalt tidligere) vil i første omgang blive taget i brug for knallerter (»bromfietsen« og »snorfietsen«) den 1.9.2005. Andre køretøjstyper vil få det nye system når numrene for den pågældende type rinder ud. For varevogne vil det ske i 2006 eller 2007. I 2008 eller 2009 vil almindelige biler få det nye nummersystem. Campingvogne har taget hul på bogstavkombinationer der begynder med U. Nummerpladekombinationerne skifter temmelig hurtigt, og kombinationerne med U holder næppe 2 år. 30.12.2004 Rigspolitiets arbejdsgruppe som har haft til opgave at foreslå et nyt nummerpladesystem efter det nuværende som inden for en årrække vil løbe tør for numre, har foreslået at fremtidens nummerplader skal bestå af tre bogstaver og fire cifre. Spørgsmålet om EU-nummerplader lægges over til politikerne. Systemet vil give mulighed for ca. 80.000.000 numre mod det nuværende systems teoretiske ca. 30.000.000. Dermed skulle det nye nummersystem kunne række i al overskuelig fremtid. Der foreligger ikke oplysninger om evt. nummerserier eller lignende. Det foreslåede system vil – som nu – ikke genbruge tidligere anvendte numre, og de enkelte motorkontorer vil fortsat få tilsendt plader i mindre serier med fortløbende numre. Politikere fra flere forskellige partier (Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, De Konservative og Socialistisk Folkeparti) er ifølge en artikel i Politiken skeptiske over for at der skulle være brug for et helt nyt system og ønsker en nærmere forklaring på hvorfor det ikke er hensigtsmæssigt at genbruge tidligere anvendte numre. 21.12.2004 Holland vil fra 1.9.2005 tage et nyt nummersystem i brug da det nuværende er på vej til at løbe tør for kombinationer. Det nye system vil bestå af to cifre, en bindestreg, tre bogstaver, endnu en bindestreg og endelig et enkelt ciffer. Rygterne fra Grækenland om at der er indført EU-nummerplader ser ud til at være korrekte. 25.10.2004 Litauen og Tjekkiet har sluttet sig til de nye EU-lande der har indført EU-nummerplader. De hidtidige nummersystemer fortsætter. Polen forventes at indføre EU-nummerplader i løbet af et par år. Endelig er der ubekræftede forlydender om at Grækenland i september har indført EU-nummerplader. 25.10.2004 Som led i Fairplay-pakken mod sort arbejde planlægges en »mærkatordning«. Den består i at gulpladekøretøjer hvoraf der er betalt moms, skal forsynes med en mærkat. 01.10.2004 Ifølge TV-2 oplyser justitsministeren at forslaget om indførelse af nummerplader til 30-knallerter vil være indeholdt i lovkataloget for den kommende folketingssamling der starter på tirsdag. 22.09.2004 Ifølge Jyllands-Posten vil justitsministeren undersøge muligheden for at få ønskenummerplader til biler på gule plader. 22.09.2004 Der er nu udleveret 10.000.000 nummerplader i den almindelige personvognsserie (numrene 20 000-59 999) siden Centralregisteret blev taget i brug 1.4.1966. Herefter resterer der 1.720.000 numre. 22.09.2004 I løbet af sommeren blev kombinationer der begynder med X, taget i brug i den almindelige personvognsserie (numrene 20 000-59 999). Den første kombination med X var XC. Kombinationerne med X ventes at holde i ca. 2 år. Derefter er der kun Y og Z tilbage inden antallet af numre er opbrugt omkring 2010 – hvis ikke systemet derforinden allerede er afløst af et nyt. Ifølge Jyllands-Posten er en arbejdsgruppe nedsat. 06.07.2004 De nye norske nummerplader med norsk flag og kendingsbogstavet N er blevet forsinket og bliver sandsynligvis først taget i brug i 2005. 01.07.2004 Den nye nummerserie for lastanhængere, fx trailere og sættevogne, (55 00-99 99) er gået i gang med kombinationer der begynder med L idet kombinationen LB er blevet observeret i brug. Kombinationerne med L som første bogstav forventes at holde et års tid. Den første prøveplade for motorvogne som begynder med K, er nu observeret. 01.07.2004 Island har i løbet af indeværende år indført nummerplader med det islandske flag og kendingsbogstaverne IS. 15.06.2004 6 af 10 af de nye medlemslande i den Europæiske Union har benyttet indtrædelsen til at indføre EU-nummerplader. Det drejer sig om Estland, Letland, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn. Malta havde i forvejen EU-nummerplader, og på Cypern ses uofficielle EU-nummerplader. Litauen har planer om at indføre EU-nummerplader, mens der så vidt vides ikke er aktuelle planer om polske EU-nummerplader. 15.06.2004 Hviderusland har i foråret indført nye nummerplader. Landet har hidtil haft hvide nummerplader med 4 røde tal og 2-3 røde bogstaver. De nye nummerplader er hvide med sort skrift. Der er 4 cifre, to bogstaver en bindestreg og endnu et ciffer der angiver oblasten (regionen). Til venstre er det hviderussiske flag og under dette kendingsbogstaverne BY i sort. 15.06.2004 Også Ukraine har skiftet nummerplader. Landet har hidtil haft hvide nummerplader med sort skrift. Øverst til venstre har der været det ukrainske flag, og under dette et oblastnummer. Derefter var der 3 cifre, en bindestreg og endnu 2 cifre efterfulgt af 2 bogstaver. De nye nummerplader har øverst til venstre det ukrainske statsvåben og nedenunder kendingsbogstaverne UA i sort skrift på gul baggrund. Dernæst følger 2 bogstaver som angiver oblast, 4 cifre og endnu 2 bogstaver. 02.05.2004 Nummerplader til 30-knallerter kan være på vej. Justitsministeren samt Venstres og Socialdemokratiets ordførere har udtalt sig positivt om et forslag om at 30-knallerter ligesom 45-knallerter skal forsynes med nummerplade. 02.05.2004 For et stykke tid siden begyndte den anden nummerserie for registrerede traktorer på kombinationer med U. Den første nummerplade med U er nu blevet observeret. Endvidere skal godkendte traktorer og faste prøveskilte for såvel biler som motorcykler være begyndt på et nyt bogstav (hhv H, K og E), men ingen nummerplade er endnu blevet observeret. 01.02.2004 Den almindelige nummerserien for last- og varevogne (gule plader, 88 000-97 999) er gået i gang med kombinationer der begynder med T idet de første nummerplader med kombinationen TB er blevet observeret. 15.01.2004 Det forlyder at der fortsat er juridiske vanskeligheder med den svenske nummerpladeleverance. Strålfors har endnu ikke overtaget leverancen af nummerpladerne, og der uddeles derfor stadig aluminiumsnummerplader og ikke plasticnummerplader til svenske køretøjer. Sagen kan være på vej i retten igen. Vägverket har endnu ikke oplysninger leverandørskiftet. 15.01.2004 Statens Vegvesen i Norge har præsenteret et nyt nummerpladedesign som forventes taget i brug til sommer. I mellemtiden skal det til høring. Det nuværende kun 2 år gamle design led af vanskelig læselighed. Automatiske bompengeanlæg havde blandt andet svært ved at skelne mellem bogstaverne A og R og mellem cifrene 6, 8 og 9. Myndighederne hyrede derfor Engen & Harlem til at udvikle en ny, mere åben skrifttype. Nummerpladerne vil fremdeles bestå af 2 bogstaver og op til 5 cifre uden mellemrum mellem cifrene. Som noget nyt vil der til venstre være en blå stribe med det norske flag foroven og kendingsmærket N i hvid skrift forneden. Størrelsen bliver uændret 520 x 110 mm for almindelige nummerplader. 31.10.2003 Ifølge Vägverket kan svenske ønskenummerplader fra 01.11.2003 fås med op til 7 tegn mod hidtil 6. Strålfors har oplyst at de fra 01.01.2004 overtager produktionen af svenske nummerplader fra den hidtidige producent. Det betyder at Sverige vender tilbage til nummerplader af plastic efter 2 år med nummerplader af aluminium. Den nærmere styling af pladerne er ikke offentliggjort, men bilejerne vil fortsat valgfrit kunne vælge mellem EU-nummerplader og nummerplader uden EU-symbol og nationalt kendingsmærke. Vägverket har endnu ikke udsendt meddelelse om leverandørskiftet der ifølge Strålfors sker på grund af fejl i udbudsrunden for to år siden. Den nye nummerserie for lastanhængere, fx trailere og sættevogne, (55 00-99 99) er gået i gang med kombinationer der begynder med K idet kombinationen KP er blevet observeret i brug. Kombinationerne med K som første bogstav forventes at holde et halvt års tid. Nummerserien for last- og varevogne (gule plader) med kvadratisk bagnummerplade (78 000-87 999) er gået i gang med kombinationer der begynder med D idet kombinationen DC er blevet observeret i brug. DC kommer til at holde mindst et par år. Frankrig vil på et ikke nærmere bestemt tidspunkt i fremtiden indføre et helt nyt nummerpladesystem som ligner det italienske. Det vil dog ikke blive svært at kende forskel idet de franske nummerplader bliver gule både for og bag. Kombinationen vil som i Italien bestå af 2 bogstaver, 3 cifre og 2 bogstaver. En anden lighed er at systemet er nationalt så man ikke på nummeret kan se hvor bilen kommer fra. Til gengæld vil der - igen lidt i lighed med de italienske plader - være mulighed for at man i et blåt felt til højre på nummerpladen kan anbringe et regionalt symbol og/eller departementsnummeret. I venstre side vil EU-symbolet og nationalitetsbogstaverne naturligvis være at finde. Alle franske nummerplader skal inden for en kortere årrække skiftes ud med den nye model. Luxembourg har den 1. juli 2003 indført „rigtige“ EU-nummerplader. Indtil nu har luxembourgerne haft et EU-symbol på bagnummerpladen, men det har ikke været i overensstemmelse med standarden, og det har ikke haft nationalitetssymbol. Det rettes der op på med de nye plader. Samtidig indføres et nyt nummerpladesystem med 2 bogstaver efterfulgt af 4 cifre. Nummerpladerne vil stadig være gule. Dermed vil blandt de nuværende EU-lande kun Grækenland og Danmark være helt uden mulighed for EU-nummerplader. Den nye nummerserie for knallerter (1-699) er gået i gang med kombinationer der begynder med L. De enkelte kombinationer vil fortsat blive "brændt af" i relativt hurtigt tempo, så vi vil sandsynligvis se knallertnummerplader der begynder med M, inden vi kommer ret langt ind i 2004. Diplomatplader (76 000-76 999) er gået i gang med bogstavkombinationen AU. Sidste gang der blev skiftet kombination var til AS i 1999. Næste gang forventes at blive AX om ca. 3½ år. Sverige har fra 1. april 2003 indført EU-nummerplader på frivillig basis. EU-nummerpladerne er 520 mm brede, mens pladerne uden EU- og nationalitetssymbol er 480 mm brede. Nummersystemet er uændret. Det samme er prisen pr. nummerplade, nemlig 60 SEK. |
© 2000-2003 Thomas Thorsen Spørgsmål, svar, rettelser og tilføjelser: send en e-mail. |