af TT » man 12.09.2011 18:12
Der fandtes numre med et bogstav og alt fra 1-6 cifre. Antallet af cifre havde ikke nogen betydning i sig selv. Gamle numre blev genbrugt, så de udleverede plader kunne have et vilkårligt antal cifre, men det siger sig selv at man skulle være meget heldig for at få fat i en plade med et kort nummer.
Det maksimale antallet af cifre afhang af behovet. I Københavns Kommune (K) og Københavns Amt (A) blev der udleveret numre med op til 6 cifre. Bortset fra grænsenummerplader kom 6-cifrede numre først frem i den sidste del af 1950'erne.
I de øvrige områder blev der udleveret numre op til 5 cifre, dog kun 4 på Bornholm (J).
Man tog ikke hensyn til importbiler med hensyn til tildeling af numre. Man måtte tage det nummer man fik.
Man kunne godt møde en vanteplade på en bil fra 1951, da ejeren kunne overføre nummerpladerne til sin nye bil. Endvidere blev vanteplader som allerede var på anskaffet til motorkontorets lager, udleveret indtil der ikke var flere tilbage.
En person fra Herlev ville i 1957 have fået en nummerplade med A inden for en af de nummerserier der var tildelt Nordre Birk. Hvis man ikke overførte nummeret fra sin tidligere bil, ville man med størst sandsynlighed have fået et sekscifret nummer, men et 4- eller 5-cifret var ikke usandsynligt hvis motorkontoret var i en genbrugsperiode. For et 3-cifret nummer skulle man være meget heldig. 1 og 2 cifre fandtes ikke i Nordre Birk, idet Frederiksberg havde numrene A 1-99 (ja faktisk A 1-299).
Du kan ikke regne med at SKAT selv kan finde ud af at tildele dig et meningsfyldt nummer. Du kan ønske et nummer, men der er ingen garanti for at du kan få det, men det er dog heller ikke umuligt. Hvis du har en attest fra en motorhistorisk forening på at et bestemt nummer er historisk korrekt til din bil, har du muligvis en større chance for at få nummeret. Men det er uvist hvor meget SKAT lægger vægt på det.
Med hensyn til den historiske korrekthed af selve udførelsen er det mest et spørgsmål om hvilken forventning man har til nøjagtigheden. De 6-cifrede er ret gode da de ikke levner mulighed for at placere tegnene forkert. De 5-cifrede har undertiden en mærkelig placering af tegnene - enten med for stort mellemrum mellem bogstav og tal eller for lille mellemrum. De 4-cifrede er for lange i forhold til originalen og har cifrene placeret for tæt. Havde længden været korrekt, havde de 4-cifrede passet til en amerikanerbil. De 3-cifrede er udmærkede, men har dog normalt lidt for stort mellemrum mellem bogstav og tal, men er vel alt i alt acceptable.
Følgende 3-, 4- og 5-cifrede numre hørte til Nordre Birk:
A 300–499, 1500–1699, 2000–2999, 6900–8899, 16·500–19·999, 29·000–32·999, 36·000–40·999, 43·000–45·999, 55·000–59·999, 76·000–88·999
De 6-cifrede er aldrig blevet tildelt ved en bekendtgørelse, så de nummerserier skal udledes fra erfaring. Jeg tror jeg vi har nogle eksempler på 6-cifrede Nordre Birk-numre her og der.