I Hvem Hvad Hvor, jeg husker ikke den nøjagtige årgang, er der en side med billeder af forskellige nummerpladetyper i "vantepladetiden". Dimensionerne (højde ift. bredde) af de enkelte nummerplader er usædvanlige præcise - så præcise at man faktisk kan genberegne datidens nummerpladestørrelser som fx 11 × 34½ cm og 11 × 40½ cm. I modsætning til dimensionerne er afbildningen af bogstaver og cifre derimod ikke helt præcis.
Blandt billederne er vedlagte afbildninger af nummerplader til henholdsvis påhængsvogn og sidevogn, som også er ganske præcise i dimensionerne. Påhængsvogne og sidevogne havde politikredsnummeret øverst og et løbenummer nederst i det hvide felt med en vandret streg imellem, således at tallene lignede en brøk. Københavns Politi var dog uden for politikredsnummereringen og havde derfor et K i stedet for et nummer øverst.
På billedet fra HHH er der ikke nogen "brøkstreg" mellem bogstavet K og løbenumrene. Er der nogen der ved de cirkulære nummerplader i København ligesom på billedet manglede den "brøkstreg" som fandtes andre steder? Var der forskel på perioden 1930-1950 (vanteplade) og 1950-1958 ("ren" plade)?
Et måske lidt sværere tillægsspørgsmål er om de cirkulære pladers numre i København indgik i det almindelige registreringssystem, eller om det var et (eller flere) selvstændige systemer, således at K 4915 (som ovenfor) kunne findes samtidig på både en påhængsvogn og et andet køretøj? Er der nogen der har kendskab til nogle virkelige K-numre på påhængs- eller sidevogne?