af CSJ » søn 04.08.2013 10:38
De første gange jeg var i Grækenland i 70'ene havde man nyligt fået 2-bogstav system, og da kørte der endnu en del af de tidligere nummerplader uden bogstaver, kun tal.
Det er min erfaring at 2-bogstav systemet fungerede nogenlunde som det tidligere britiske, hvor hver by eller kreds havde een eller som regel flere kombinationer, de store byer typisk lange sammenhængende serier, andre kredse kortere serier eller bogstavkombinationer fordelt mere eller mindre tilfældigt rundt omkring i alfabetet. Jeg lærte flere af bogstaverne i 2-bogstav systemet, de 4 kredse på Kreta havde alle serier med H: Hiraklion HI-HK-HM-HN-HP, Rethymnon HZ, Chania HA-HB, Lasithi HO-HT. Af andre steder i Grækenland havde eksempelvis Rhodos AO, øgruppen Kykladerne AX, Argolis PM og XY, Korinth PN og XX.
Athen havde bl. a. alle kombinationer med B, E, Z, O og Y. Thessaloniki havde alle kombinationer med M.
I det nuværende 3-bogstav system har kredsene så vidt muligt forkortelser for navnet, men med den begrænsning at man kun anvender bogstaver der forekommer både i det græske og latinske alfabet. Hvis navnet begynder med et rent græsk bogstav, så har man typisk bogstaver længere inde i navnet. De 4 kredse på Kreta har: Hiraklion HP (som tilfældigvis er en af de samme kombinationer som under 2-bogstav systemet), Rethymnon PE, Chania XN, Lasithi AN (efter hovedbyen Agios Nikolaos).