af TT » søn 18.03.2018 19:26
Spørgsmålet bør måske være omvendt: Hvorfor skulle Struer have et registreringsområde?
Struer var oprindelig ikke købstad, men ladeplads for Holstebro. Den lå stadig i jurisdiktionen Holstebro Købstad og Hjerm-Ginding Herreder, da motorregistreringen begyndte i 1903. Dommerkontoret lå naturligt i købstaden, og der var derfor ikke noget registreringsområde for Struer. Købstadsrettighederne fik byen først i 1917 - på et tidspunkt hvor de havde begrænset betydning. Man oprettede i hvert fald ikke en ny jurisdiktion alene af den grund. Det skete heller ikke i de andre sent udnævnte købstæder - de havde bare tilfældigvis et dommerkontor i forvejen. Retsreformen med ny inddeling i politi- og retskredse var i øvrigt også fastlagt i 1916 til ikrafttræden i 1919. På intet tidspunkt mens der fortsat var lokal registrering, har de relevante myndigheder fundet for det for tilstrækkelig begrundet at åbne et motorkontor i byen. Den bekvemme afstand til Holstebro og det begrænsede opland har formentlig været ikke gjort det nødvendigt. Der blev i det hele taget kun oprettet få motorkontorer uden for de byer der allerede havde et ved rets- og politireformen i 1919. Tværtimod blev mange lukket. Dronninglund var et eksempel på et motorkontor åbnet mellem 1919 og 1958. Var der andre?
Et motorkontor kom alligevel til byen, men først i Centralregisterets tid. Motorkontorets nummer uden for den geografiske rækkefølge (79) må være overtaget fra Holsted, som må være lukket senest da Struer blev åbet.