Hej nummerpladevenner !
Så er Fredericia Messen overstået for denne gang og nogle af os mødte hinanden.
Jeg mødte fru Leth på p-pladsen og vi fik lidt hyggesnak der og jeg så hr. Leth inde på Opels stand hvor han var i god snak med nogle stykker. Det lykkes ikke at få øjenkontakt og jeg ville ikke forstyrre.
I den store hal mødte jeg CSJ og vi fik en god snak om gamle nummerplader og andre ting, det var godt at møde een der var nørd som jeg, men i kraft af aldersforskellen kunne han gengive flere selv-oplevede ting fra dengang.
Det var en god følelse for mig.
Tak for snakken CSJ
Jeg har efterfølgende tumlet lidt med nogle spørgsmål omkring de gamle papegøje-vogne ( på emalje-plader ) og kunne tænke mig lidt præcision / viden på nogle områder. Mon ikke CSJ eller andre har det som parat-viden ?
Jeg mindes at have hørt at :
Fra 1950 og frem var gule plader forbeholdt erhvervsfolket, bilen var købt uden afgift, firmanavnet skulle være malet på døren og der måtte kun køres fra mandag til lørdag. Søndag var kørsel med sådan en bil NÆRMEST forbudt.
De 6 arbejdsdage hvor den naturligt måtte anvendes skulle det signalere tydelig arbejdskørsel i form af materialer/værktøj på lad / varekasse og folkene skulle være i arbejdstøj.
Hvis man blev stoppet af politiet i fritiden ( aften og søndag ) uden særlig materialer og værktøj og med en påklædning der signalerede "bygang" kunne samtalen med betjenten tage noget længere tid og emner som skatter og afgifter blev bragt på bane.
Rutebiler i fast rutefart var også købt uden afgift og indregistreret på gule plader og disse var selvfølgelig undtaget når der var tale om tydelig rutekørsel. ( Rutenummer - bynavn - billetteringsudstyr o.l )
Så blev papegøje-vognene opfundet med gul-sort nummerplade, disse var erhvervsvogne, købt på 50 % afgift og måtte bruges når man ville, også til private formål.
Disse papegøje-vogne var typisk en blanding af varevogn / stationcar karrosseri, monteret med bagsæder, men uden sideruder og altid laveste udstyrsniveau. ( Nummerserie 50.000 - 59.499, uden synspligt )
( Janteloven gjaldt vel også dengang - man måtte ikke føre sig frem med luksus-udstyr og kun have betalt 50 % afgift ?
Luksus var forbeholdt 180 % på personvogne og så måtte man købe sådan een hvis ... )
Spørgsmål : Kunne disse 50% erhvervsvogne KØBES af både selvstændigt erhvervsdrivende og private lønmodtagere ?
Når jeg så kigger på fanebladet "Nummerserier 1958" ser jeg en ekstra nummerserie 59.500 - 59.999 med synspligt og der kommer mit spørgsmål :
Jeg er for ung til at huske disse køretøjer, kan nogle nævne et køretøj der kunne indregistreres som papegøje-vogn og være synspligtigt ? Biler til lille kørekort skulle vel ikke synes og dem til stort kørekort måtte ikke bruges til privatkørsel som papegøjepladerne gav lov til. Jeg mangler nogle billeder på nethinden. Rækker jeres hukommelse ?
Længere nede i "Nummerserie 1958" står der 2 serier :
69.000 - 69.899 Lastvogne, sorte plader uden synspligt.
69.900 - 69.999 Lastvogne, sorte plader med synspligt.
De sorte plader på lastvogne forstyrrer mit billede :
Var det lastvogne med særlig opbygning så anvendelsen var noget andet end "Godsbefordring" eller var det særlige ejerforhold ( stat - amt - kommune - Falck-Zonen )
I nutiden kan man jo se et typisk lastvognschassis opbygget med betonpumpe-kran, men uden lad, indregistreret på hvide personvognsplader. Sådan en bil bruges på byggepladser, betonkanonen ( på gule plader ) kommer og hælder betonen ned i en tragt på denne betonpumpekran som så fører betonen på gummibånd ind på byggepladsen hvor den skal bruges til støbning. Sådan en "lastvogn" er netop ikke en lastvogn, den kan jo ikke medføre nogen last, men derimod et arbejdsredskab og har derfor de hvide plader. Ser jeg korrekt på det ?
Håber da ikke jeg skaber for meget hovedrysten derude bag skærmene, men tror på jeres parat-viden.
Hygge og hilsen fra Vestjylland.