Da Danmark fik nummerplader i 1903 var der helt sikkert ikke tænkt på hverken Færøerne, Grønland eller Island - endsige de Dansk-Vestindiske Øer. Alene det faktum at danske grænseplader i 1910'erne anvendte bogstavet G viser at der ikke har været reserveret nogen bogstaver til de oversøiske områder på dette tidspunkt. I 1931 fik Færøerne nummerplader, og de fik heller ikke bogstavet F, men nummerplader helt uden bogstav, kun med politihånd. Registration plates of the World nævner at R står i den oprindelige danske amtsliste som reserveret Reykjavik og Island. Dette er beviseligt forkert. Den oprindelige danske liste findes gengivet her på siden under
dokumenter. På intet tidspunkt i den danske lovgivning (som jeg har set) nævnes R som reserveret hverken Island eller Reykjavik.
I mellemtiden (1918) var Island blevet selvstændigt med samme konge som Danmark - den såkaldte personalunion, men et rigsfællesskab som det nuværende mellem Danmark, Færøerne og Grønland kan det ikke siges at være. Der blev indgået en bilateral traktat om at Island kunne anvende den danske udenrigstjeneste og højesteret mv. I 1944 opsagde Island personalunionen og blev en republik.
Island havde fra starten sine egne nummerplader. De første nummerplader havde en forkortelse på to bogstaver af købstadens eller syslets navn. Forkortelserne er så vidt jeg ikke kendt allesammen. Reykjavik havde RE (og altså ikke R). Eksempler kan ses her:
RA. 6 og
AR. 88. Islands to bogstaver forhindrede at køretøjer i Danmark og Island kunne have samme nummer.
I 1937 fik Island nyt system. Hver syssel eller købstad havde nu blot et enkelt bogstav som angav købstad eller syssel og et løbenummer. Bogstavet og tallet var adskilt af en streg. Konstruktionen lignede den daværende danske (inkl farvesammensætningen), men der var ingen vante på pladen. Bogstavet havde fuld højde og tallenes design var inspireret af de danske, men de var ikke ens. Se eksempel her:
X-78. Reykjavik havde bogstavet R, og det er måske denne plade som er blevet blandet sammen med danske vanteplader med R. Mange af bogstaverne var de samme i Danmark og Island, så det samme nummer har i mange tilfælde forekommet i begge lande. At R skulle være reserveret Island på dette tidspunkt, er derfor ligeledes helt utænkeligt.
I 1950 overgik man til de helt til og med 1988 anvendte sorte plader med sølvfarvet kant og skrift på sort baggrund. Mens 1937-designet havde dansk forbillede, var forbilledet for 1950-modellen britisk. Systemet må have været helt det samme som 1937-1950. Se eksempel her:
G 543.
De danske vanteplader med R stammer fra en forproduktion af nummerplader med bogstavet R, som blev udleveret fra 1. juli 1950 - samtidig med at vantepladerne udgik (efterhånden som lagrene i de enkelte registreringsområder var opbrugt). Når (nogle af) de første R-nummerplader blev af vantetypen skyldes det antagelig at der til 1. juli 1950 skulle produceres mange nye nummerplader (gule plader både til bil, motorcykel og anhænger, grønne traktorplader og løse prøveskilte med rødt bogstav). R-nummerpladerne må have været de første af de nye nummerpladetyper der blev lavet, og de må være lavet før produktionsanlægget blev omstillet til de nye vanteløse plader. Det kan bevises med billeder fra Skanderborg Amt at de har kørt der fra 1950 (og altså ikke på Vulkanøen).