Polske biler er mere og mere hyppige i trafikken, og mange har måske bemærket den særprægede polske nummerpladeskrift. Den består kun af rette linjer og cirkelbuer (med let varierende radius). Stregbredden er uniform: 10 mm for brede bogstaver og tal, 9 mm for smalle bogstaver. Det er en forholdsvis smal stregbredde for en skrift der skal bruges til mørk tekst på lys baggrund. Tegnene er forholdsvis høje, nemlig 80 mm. Bredden er 54 mm for brede bogstaver, 47 mm for smalle bogstaver og 43 mm for tal. Enkelte tegn er smallere. Skriften er stort set overtaget fra den skrift der blev brugt på de gamle sorte polske nummerplader med hvid skrift. Forbilledet er måske den tyske DIN-skrift.
De brede bogstaver bruges til angivelse af distrikt, mens de smalle bogstaver bruges som seriebogstaver. Seriebogstaverne står dermed sammen med cifrene i forskellige kombinationer. De blandede tal og bogstaver i samme tegngruppe gør det vanskeligt at aflæse nummerpladen. En del af tegnene har usædvanlige former, hvilket heller ikke bidrager positivt. Det gælder især flere af tallene.
Distriktsangivelsen er sammensat af et bogstav der angiver region og 1-2 bogstaver der angiver amt. Med den sammensatte kode har man ikke opnået den fordel der husketeknisk ligger i at bogstaverne kan henvise direkte til bynavnet (som fx i Tyskland).