Til og med 1. verdenskrig

De fleste tyske stater indførte egne registreringssystemer omkring forrige århundredskifte. I 1906 indførtes et system der dækkede hele det tyske kejserrige. De største tyske lande fik et romertal. Som største land fik Prøjsen I. Bayern fik II, Württemberg III. De enkelte dele af landene fik hver deres bogstav som fulgte romertallet. Slesvig-Holsten, som var en del af Prøjsen, fik eksempelvis IP, mens München i Bayern fik IIA. De mindre tyske stater fik deres begyndelsesbogstav som kendingsbogstaver. Sachsen fik en særlig ordning. De havde i forvejen indført et system med romertal uden bogstaver, og det fik de lov at beholde. Foruden kendingsbogstaverne bestod registreringsnummeret af et løbenummer.

Nummerpladerne var hvide med sorte tegn. Der var betydelig variation i udførelsen, idet ejeren selv skule fremskaffe pladen, som derefter blev stemplet af den lokale registreringsmyndighed.

Ændringer efter 1. verdenskrig

Efter 1. verdenskrig måtte Tyskland afstå betydelige landområder til sine nabolande. Dette fik naturligvis betydning for de berørte registreringsområder. Elsass-Lothringen (VIA, VIB, VIC) blev afstået til Frankrig. Det meste af Posen (IY) Vestprøjsen (ID) gik til Polen og fristaden Danzig. Den østlige del af resterne gik til Østprøjsen (IC), mens resten dannede Grenzmark Posen-Westpreußen (IB). Dele af Slesien, Rhinlandet og Slesvig-Holsten blev ligeledes afstået. Saardistriktet blev udskilt af Rhinlandet og Bayersk Pfalz og kom under Folkeforbundets administration.

Andre ændringer angik det indre. En række små tyske stater (RA, RJ, S, SA, SM, SR, SS og en del af CG) - de såkaldte Thüringske Stater - forenede sig i ét land, Thüringen (først T, men hurtigt ændret til Th). I de fleste øvrige områder skete der ingen ændringer. Nummerpladernes udseende var også uforandret.

Ændringer i mellemkrigstiden

Fra den prøjsiske Rhinprovins (IZ) udskiltes i 1928 det folkerige regeringsdistrikt Düsseldorf med særlige kendingsbogstaver (IY). På samme tid begyndte en række forenklinger i det nogle steder territorielt splittede rige. Den lille stat Waldeck (W), som allerede i 1921 havde afgivet Pyrmont til den prøjsiske provins Hannover, blev 1929 indlemmet i den prøjsiske provins Hessen-Nassau. I 1934 blev de to mecklenburgske stater Mecklenburg-Schwerin (MI) og Mecklenburg-Strelitz (MII) forenet til et samlet Mecklenburg (M). I 1937 blev fri- og hansestaden Hamborg (HH) udvidet med dele af de prøjsiske provinser Slesvig-Holsten (bl.a. Altona og Vandsbæk) og Hannover (bl.a. Harburg-Wilhelmsburg). Hannover fik til gengæld Cuxhaven. Slesvig-Holsten fik hansestaden Lybæk (HL), der således ophørte som stat, og en række hamborgske enklaver i området mellem Hamborg og Lybæk. Envidere gik de oldenborgske enklaver Landesteil Lübeck (OII) til Slesvig-Holsten. Oldenborg mistede også den rhinlandske enklave Birkenfeld (OIII), men fik til gengæld havnebyen Wilhelmshaven. De tre hessiske provinser Oberhessen (VO), Rheinhessen (VR) og Starkenburg (VS) blev samme år ophævet og udgjorde derefter en hessisk enhedsstat (VH). Allerede i 1935 var Saardistriktet vendt tilbage under tysk administration under navnet Saarland (Saar).

Skrifthøjden på bilers bagnummerplade blev i denne periode ændret fra 10 cm til 7½ cm, sandsynligvis fordi de stadig længere numre krævede nummerplader der var upraktisk store. Bagnummerpladen kunne udføres i to linjer med kendingsbogstaverne på øverste linje og løbenummeret på nederste linje. I så fald kunne de øverste hjørner bortskæres. Nummerplade på én linje havde en bindestreg mellem kendingsbogstaverne og løbenummeret.